TV2 Film svigter danske film

Som filmelsker var jeg temmelig begejstret, da jeg første gang fik TV2 Film i min tv-pakke, men jeg endte med en lidt anden mavefornemmelse.
Min oplevelse var, at filmene var det værste møg, der kunne opdrives, og selvom der er nu er gået et par år, så er det mindre end én gang om måneden, jeg zapper over på TV2’s filmkanal.
Det er jo i virkeligheden en meget følelsesladet vurdering, og bestemt ikke baseret på fakta. Derfor besluttede jeg mig for at gå i dybden med programmet på TV2 Film i en hel uge. Resultatet kom bag på mig.
TV2 viser nemlig stort set kun film af høj kvalitet, og næsten halvdelen af dem er fra det seneste årti. Men filmen klokken 21 er dog af svingende kvalitet, hvilket er en medvirkende årsag til min dårlige mavefornemmelse.
Det er også værd at bemærke, at danske film er så godt som fraværende på TV2 Film. Ud af 99 film var kun to af dem danske.
Sådan gjorde jeg
Min tilfældigt udvalgte uge var uge 41 – sidste uge. Jeg gennemgik tv-programmet dag for dag og noterede mig blandt andet den karakter, som brugerne på henholdsvis IMDB og Rotten Tomatoes har givet de forskellige film.
Både IMDB og Rotten Tomatoes giver karakterer fra 0 til 10, hvilket gør det nemt at forholde sig til middel. Desværre har ikke alle film fået karakter på Rotten Tomatoes, så kun IMDB gav et fyldestgørende resultat.
Resten var ren optælling – hvor mange danske film, og hvor mange film fra henholdsvis før 2000, 1990 og 1980 blev der sendt i uge 41?
TV-oversigten tog jeg fra tv.tv2.dk, og jeg startede med mandag den 5. oktober 2009 klokken 6.30 og sluttede den efterfølgende søndag klokken 4.05. Alle detaljerne skrev jeg ind i et regneark, der her kan hentes som en PDF-fil:
Et kig på TV2 Film (tv2film_uge41.pdf)
Detaljerne
Ret gennemgående får langt de flest film en karakter over 5. Gennemsnittet over hele ugen ligger endda pænt over middel på henholdsvis 6,12 (IMDB) og 5,8 (Rotten Tomatoes).
Jeg valgte særskilt at kigge på filmene klokken 21. For mig er det et ideelt tidspunkt at se film på. Ungen er lagt i seng, og klokken 21 er tids nok til, at jeg selv kommer i ordentlig tid i seng. Jeg går her ud fra, at jeg ikke skiller mig ud fra flertallet af tv-seere.
Mandag og tirsdag var ikke to dage, jeg gad at se TV2 Film klokken 21.Filmene scorede under fem, og værst var tirsdag, hvor filmen “Halløj i flåden” ikke kom over 3,9 (IMDB) og 2,2 (Rotten Tomatoes).
Resten af ugen scorede 21-filmene højere, omend lørdag var det en kneben sejr. “Fools Rush In” får 5,7 af IMDB, mens Rotten Tomatoes kun giver 4,9.
Konklusion
Jeg må i hvert fald tage det i mig, at TV2 Film kun viser dårlige film. I løbet af ugen var der oven i købet film, der scorede højere end 8. Almodóvars film “Tal til hende” var én af dem, og det var endda en 21-film.
Danske film lader ikke til at være en prioritet for TV2 Film. Kun to danske film på en hel uge, kunne det blive til, og den ene var den usædvanligt undertippede “Bølle Bob og Smukke Sally”, som IMDB giver 2,6, og som Rotten Tomatoes end ikke kender til.
Med hensyn til gamle film, så viste det sig, at lidt flere end halvdelen af filmen havde mere end 10 år på bagen. Ud af de 99 film var 53 af dem fra 1999 eller ældre.
Det lykkedes mig ikke at lave en troværdig undersøgelse af filmenes succes, det såkaldte box office. Omvendt er det min personlige vurdering, at der ikke var mange blockbustere på programmet. Selvom eksempelvis “Tal til hende” er en fantastisk film, har det spanske mesterværk ikke en speciel bred appel.
Bemærk venligst, at min undersøgelse kun tæller uge 41, altså én ud af 52 uger på et år. Resultatet kunne falde radikalt anderledes ud, hvis jeg var gået i dybden med en anden uge eller et forløb over en længere periode. Det gør jeg måske en anden gang.

