Og så kommer Obama i øvrigt. Dét alene er en succes! Statsministeren glæder sig.

I virkeligheden er dette blogindlæg en spin-alarm, et forvarsel på den danske regerings konklusion af topmødet. Rergeringen har ganske enkelt ikke råd til en fiasko, og derfor vil en eventuel nedtur straks blive vendt til en succes.

Skal stå til regnskab
Siden topmødet blev aftalt, har Danmark nemlig fået en ny statsminister og en ny klimaminister. Særligt statsminister Lars Løkke Rasmussen er på mærkerne, da en fiasko i høj grad vil blive tolket af vælgerne som hans personlige nederlag.

Den forrige statsminister Anders Fogh Rasmussen havde bedre kunne tåle en fiasko. Han nød tidligere stor succes med et topmøde under Danmarks EU-formandskab i 2002, så han ville nemt kunne afvise, at det var hans skyld, hvis verdens ledere ikke nåede til enighed ved COP 15.

Lars Løkke har ikke noget særligt i baggagen i den sammenhæng, og han er derfor nødt til at vise vælgerne, at han har internationalt format uanset udfaldet af topmødet.

Statsministeren skal i øvrigt stå til regnskab på vegne af sin nyudnævnte klimaminister Lykke Friis. Som minister er hun hentet ind udefra, og hun har først for ganske nylig meldt sig ind i Venstre. Der vil være en række mf’ere fra Venstre, der vil føle sig ekstra forbigået, hvis ikke Lykke Friis kommer tørskoet igennem topmødet.

Forskel på succes og fiasko
For at kunne navigere i spin-junglen er det nødvendigt at kunne skelne mellem succes og fiasko ved topmødet. Fiaskoen er naturligvis først reel, hvis ikke succeskriterierne ikke bliver opfyldt.

Og hvad er så regeringens succeskriterier? Det fortæller udenrigsministeriet om på det officielle COP 15-website:

Regeringens ambition er, at aftalen skal omfatte så mange lande som muligt, og at den skal bidrage til at reducere udledningen af de menneskeskabte drivhusgasser, som påvirker vores klimasystem negativt.

Føler du dig også snydt?

Aftalen skal ifølge dette citat ikke nødvendigvis omfatte alle lande i verden, men blot så mange som muligt. Og den skal blot medvirke til en reduktion af udledningen af drivhusgasser — ikke nødvendigvis mere end aftalt i Kyoto-protokollen, som aftalen i København skal erstatte.

Ikke ét eneste ord om, hvor meget temperaturen må stige eller skal falde. Ikke et ord om hvor meget udledningen af drivhusgasser skal reduceres. Ikke et ord om tredjeverdenslande, ikke et ord om forskning i vedvarende energi eller lignende.

Der er en endnu mere diffus beskrivelse af målet for topmødet på Klimaministeriets website.

Med de mål er en succes nemt opnået.

Min facitliste for succes
Jeg vil dog prøve at sætte nogle realistiske mål for, hvornår klimatopmødet kan kaldes en succes, så vi har noget at navigere efter, når regeringen begynder at spinne. Lad os starte med nogle fakta.

Klimaaftalen i København er udset til at erstatte Kyoto-aftalen, der udløber i 2012. Nogle af de største CO2-syndere tiltrådte ikke Kyoto-aftalen, herunder Kina, Indien og USA. Flere officielle tekster fra den danske stat bruger ordet ambitiøs om målet for klimatopmødet. Her er en bid tekst fra den danske ambassade i Vietnam:

Den danske regerings overordnede mål er, at COP15 vil resultere i en ambitiøs global aftale som inkluderer alle verdens lande og som sætter ambitiøse mål for at reducere udledningen af globale drivhusgasser.

Og så er der straks mere krudt på. Ambitiøse mål for at reducere… og alle verdens lande.

Tidligere klimaminister Connie Hedegaard kommer også med et klart hint i et blogindlæg fra januar 2009, hvor hun causerer over vejen til en klimaaftale i København:

Men vi står over for en grøn revolution. En revolution, der faktisk kun har vindere. Om et år ved vi, om verden var i stand til at tage sig sammen. Det bør den være.

En grøn revolution…

Sidst hiver jeg lige et citat frem fra Klimaministeriet, der er postet på COP 15-sitet:

Udviklingen i verden, siden Kyoto-protokollen blev forhandlet i 1997, viser, at der er brug for en ny aftale.

Med disse ting in mente kan jeg nu opstille, hvad der bør være succeskriterierne for regeringen:

1 Aftalen skal begrænse udledningen af drivhusgasser markant mere end Kyoto-aftalen.
2 Aftalen skal underskrives alle lande.

Er disse to punkter ikke opfyldt, kan man med rette kalde klimatopmødet en fiasko, uanset hvor meget den danske regering vil fejre sin egen triumf i offentligheden.

Spørgsmålet er så nu, hvor meget du mener, der skal til, før regeringen kan kalde topmødet en succes?

I hvert fald hvis man skal tro en pressemeddelelse fra Microsoft Danmark, og det har en række danske medier hoppet på uden at stille spørgsmåltegn.

Både DR, Comon, Metroxpress og Politiken er blandt de medier, der glemte at ringe til pressekontakten og stille ét opklarende spørgsmål vedrørende Microsofts nye storsællert.

Problemet er, at pressemeddelelsen ikke nævner hvor mange eksemplarer af Windows 7, der rent faktisk er solgt i Danmark. Har Microsoft kun sendt 1.000 eksemplarer ud til forhandlerne, bliver der hurtigere udsolgt, end hvis Microsoft har sendt 10.000 eksemplarer ud.

Dertil kommer, at en række forhandlere tilbyder en gratis eller billig opgradering fra Windows Vista til Windows 7 til købere, der siden i sommers har købt en computer med Windows Vista (Windows 7 udkom først i oktober måned).

Ordningen med opgraderingen gælder kun indtil januar 2010, og derfor er der nok en del, der har travlt med at sikre sig seneste version af Microsofts styresystem.

Ét enkelt spørgsmål kunne have været nok til at undgå at falde for Microsofts spin:

Hvor mange eksemplarer af Windows 7, som ikke hører under den billige opgraderingsordning, har Microsoft rent faktisk solgt?

Liberal Alliance har dog valgt at spinne så åbenlyst, at man bliver helt rundtosset. Det handler om partilederrunden på DR i morgen aften efter kommunalvalget, hvor folketingets partier er indbudt til debat for partilederne.

Beklageligvis er Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, i Horsens, hvor han stiller op til byrådet og formentlig har en forestilling om, at hans stemme bliver afgørende, når borgmesterposten skal uddeles.

DR holder på den anden side fast i, at partilederrunden er for partiledere og ikke vikarer, så Liberal Alliance har lavet et uelegant krumspring for at få gratis taletid på landsdækkende tv.

Partiet udskifter ganske enkelt partilederen ud for en enkelt aften. Når valgaftenen er ovestået, hedder partilederen igen Anders Samuelsen.

Samuelsen selv kalder DR for latterlig i frustration over, at partiet ikke må stille med en vikar. Man kan dog spørge sig selv om, hvad det er ved ordet partileder, som Samuelsen ikke forstår?

Liberal Alliance kæmper konsekvent mod et æg i meningsmålingerne, så hvis partileder(?!?) Anders Samuelsen mener, han kan gøre mere gavn i Jylland, end at være den samlende skikkelse på tv, så er det bare ærgerligt. Her er ikke alene tale en gratis omgang. Liberal Alliance får en omgang direkte foræret af DR.

Det er ikke en menneskeret at få taletid på tv, og der er mange lister og lokale partier, der ikke engang er inviterede ind i DR’s studie.

Blandt disse er der oven i købet mange sjove partier, der stiller op ved kommunalvalget, og Liberal Alliance er åbenbart ét af dem — omend partiet nok hører til i den ufrivilligt morsomme kategori.

Hvis Liberal Alliance skulle have haft bedre succes med sin proformaordning, så skulle Samuelsen nok have tiet stille om det indtil onsdag morgen, når valget er overstået.

Det er faktisk så forsvindende få, der stemmer på Liberal Alliance, at partiet næppe er ligeså savnet i partilederrunden som Venstres partileder, Lars Løkke Rasmussen, der ligeledes har meldt afbud.

Mens Liberal Alliance skifter partileder, som andre skifter undertøj, så bliver det spændende at se, om partiet overhovedet har brug for en partileder efter næste folketingsvalg.

“Jeg synes nogle gange, at debatten om tørklæderne blev noget overgearet, og det var med til at gøre problemet værre, fordi man fremkalder en modreaktion hos nogle yngre kvinder med muslimsk baggrund, som i en slags protest mod det tager tørklædet på.”

Hvorfor kommer den slags efterrationalisering nu, kan man spørge. Fortryder Fogh oprigtigt den overgearede tørklædedebat, nu hvor han er kommet på afstand af dansk politik? Eller handler det i virkeligheden om  noget helt andet?

Muhammedkrisen
Hvis man genkalder sig valget af Natochefen tidligere i år, vil man mindes, at Tyrkiet var stor modstander af Fogh som ny mand i chefstolen.

Tyrkiet fungerede dengang i høj grad som andre muslimske landes talerør i Nato. Blandt disse lande blev Fogh associeret med Muhammed-krisen, hvor en del af dem forlangte, at den danske statsminister undskyldte for Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten, Muhammed.

Det gjorde han som bekendt ikke, og det faldt ham i ryggen, da Tyrkiet skulle overbevises om Foghs kvaliteter som ny generalsekretær for Nato.

Krigen i Afghanistan
Selvfølgelig skal en statsminister ikke undskylde noget som helst, som den frie presse udgiver, men man kan jo sagtens undskylde for noget, man selv er medansvarlig for: otte års skinger debat om den muslimske hovedbeklædning.

Nato er stadig i krig i Afghanistan, et land hvor indbyggerne hovedsaligt er muslimer. Og som øverste chef for Nato er det Foghs ansvar at finde opbakning fra alle medlemslandene til krigen, også de muslimske landes uofficielle repræsentant i Nato, Tyrkiet.

Fogh er derfor næppe blevet bagklog på sine regeringsår i Danmark. Han forsøger såmænd bare at tækkes Tyrkiet og den muslimske verden, så Nato har den nødvendige opbakning til fortsat at bekrige fundamentalisterne i Afghanistan.

Undskyld, Tyrkiet.

Det er den tanke, man får, efter statsministerens spindoktor, Søs Marie Serup, har frabedt sig, at et bestemt fotografi bliver offentliggjort.

Det er Politiken, der har støvet historien op.

Efter Lars Løkke havde gæstet et talkshow på DR2, bliver han nemlig fotograferet i selskab med en anden gæst i samme talkshow, linselusen, Sidney Lee. Billedet bliver efterfølgende lagt på Facebook, og så får mor Søs Marie nok.

Hun kontakter fotograf Theis Mortensen med en henstilling om, at billedet ikke bliver spredt i offentligheden. Det gør det nu alligevel, takket være diverse blogs og nyhedssites.

Statsministeren har ikke selv kommenteret billedet, men det er da tankevækkende, at hans spindoktor skal bestemme, hvem han må ses i selskab med. Han er da trods alt, alle danskeres statsminister — også Sidney Lees.

For det første kan det næppe forbavse nogen, at Løkke og Lee mødte hinanden. De var trods alt gæster i den samme direkte udsendelse på tv. For det andet kan statsministeren ikke have været uvidende om billedets eksistens. Han lader i hvert fald ikke til at være generet af fotografens tilstedeværelse.

Det store spørgsmål, som hele denne sag efterlader, er:

Hvad nu, hvis det havde været en helt anden end Sidney Lee, som Lars Løkke var fotograferet i selskab med? Hvad nu, hvis det var Lene Espersen, Mads Mikkelsen eller Barack Obama? Havde mor Søs Marie så også blandet sig?