Det er kun retfærdigt, eftersom DR er dikteret fra politisk side til at udsende public service, mens befolkningen er tvunget til at betale. Indholdet er et offentligt anliggende.

Desværre har de danske medier kun fokus på, hvad højrenationalisterne og DR’s konkurrenter mener om den sag. For nationalisterne handler det om at tage spadestikket til den frie presses gravsted, mens det for konkurrenterne handler om mediebrugernes penge.

Senest er det Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, der klynker og forsøger at stække DR uden egentlig at kende de udsendelser i prime time, som han kritiserer.

Det usagte handler om, at dagbladene er i dyb krise. De vil nemlig tage penge for netnyheder. Samtidig har de svært ved at overbevise læserne om at betale for nyhederne, når nu de samme nyheder kan læses gratis på dr.dk.

Derfor synes dagbladene, at deres eneste våben er at udpege DR som syndebuk for deres egen manglende evne til at lave forretning på nettet. De mener, at hvis de kan udrydde DR som konkurrent, så bliver det mere spiseligt for deres læsere at betale for netnyheder.

Set fra den anden side
Desværre ser vi alt for sjældent debatten om DR’s indhold fra licensbetalernes side. Danskerne er nemlig tvangsindlagte til at betale for DR’s produkter, og prisen ligger i den dyre ende.

Som medieforbruger og licensbetaler vil jeg gerne have noget for mine penge, og jeg er glad for, at det ikke er chefredaktørerne på de danske dagblade, der bestemmer, hvad jeg skal se.

Jeg elsker X Factor, Talent og Aftenshowet. Min datter holder meget af MGP og Gepetto News, og jeg er blandt de 1,5 millioner danskere, der spændt venter på at få afsløret morderen i Forbrydelsen II. Desuden bliver jeg holdt dagligt opdateret af TV Avisen, der ikke er mindre farvet end Jyllands-Postens fornærmelser af et religiøst mindretal.

Licensbetalerens vinkel bliver bare aldrig taget op, når andre medier skriver om DR’s programindhold. Men måske skyldes det, at journalisterne er underlagt deres chefers vold — de samme chefer som helst så DR reduceret til Nyheder på tegnsprog og intellektuelle debatprogrammer i grimme lænestole.

P1 har længe været et flagskib inden for dansk radio, men lyttertallene har været vigende gennem mange år. DR har oven i købet erkendt, at P1 skal være journalistisk skarpere og have kortere udsendelser, hvis lyttertallene skal i vejret.

Men er tiden ikke løbet fra radio af P1’s slags?

Med denne diskussion mener jeg ikke, at P1 skal lægges i graven. Det skal blot tænkes ind i en moderne tidsalder.

Radio som koncept fungerer i tid. Dét, der kommer ud i højtaleren, starter ved nul og slutter x antal minutter og sekunder senere. Der er ingen startknap og heller ingen pauseknap. Beslutningen, om hvad der bliver sendt hvornår, er suverænt radiostationens.

Konceptet virker fint med musikradio, men i en nutidig hverdag duer det ikke for P1. P1 Morgen bliver afbrudt af unger, der skal i skole, mens man mister en vigtig pointe i Apropos, når telefonen på kontoret ringer.

For en entusiastisk ejer af en MP3-afspiller er muligheden for at lytte til podcasts afgørende. P1 udgiver allerede en lang række podcasts, og jeg kan høre mine yndlingsudsendelser, når jeg har tid. P1 er nemlig noget, man sætter sig ned og lytter til, ligesom man planter sin bag i sofaen for at se tv.

Med muligheden for at høre P1 som podcast har P1 som radio overflødiggjort sig selv. Var det ikke mere oplagt for politikerne at sende P1-radiokanalen i udbud i stedet for P2? På den måde mister lytterne ikke noget, da kataloget over udsendelser på P1 stadig er til rådighed — endda på en langt mere bekvemmelig måde.

Helt nøjagtigt beder TV2 om ændring af blandt andet reklamereglerne og en fremskyndelse af brugerbetaling fra 2012 til 2011. Alene dét, at seerne igen skal betale for at se TV2, tilskynder til en debat om, hvad vi egentlig vil med TV2. Paradokset er, at stationen er statsejet, men fungerer som spiller på det private marked.

Danskerne har før betalt for TV2 via licensen, men det blev afskaffet for år tilbage. Public service-forpligtelserne beholdt TV2, og netop dem ønsker Eldrup og Liebst en lempelse af. Forståeligt nok, for hvorfor skal en reklamestation, som ikke får del i licenskronerne, tvinges til at sende store sportsbegivenheder, et bestemt antal timer nyheder og give tilskud til den danske filmbranche?

Staten står i forvejen for at sælge TV2. Bremseklodsen er en afgørelse i EU-kommissionen om en statslig redningsplan for TV2’s økonomi. Først når den sag er afklaret, kan staten reelt skille sig af med TV2.

Historisk set skulle TV2 give konkurrence til DR på nyhedsfronten, men også være med til at give danskerne mere dansk kvalitetsfjernsyn. Nutiden med et utal af danske tv-kanaler har i den grad indhentet politikernes oprindelige formål med TV2.

Det er med andre ord på tide at slippe TV2 fri i mediejunglen, så stationen kan konkurrere på lige vilkår med Tv3, 3+, Kanal 5 og alle de andre danske kanaler. Det er på tide at løse TV2 fra public service-forpligtelserne. Skal vi have public service, har vi DR til formålet.

Men hvorfor vil TV2 have ændringer nu oven på et år med overskud? Svaret er ganske enkelt, at der på nuværende tidspunkt kunne være et folketingsflertal, der er positivt stemt overfor at give TV2 lige konkurrencevilkår.

Dette flertal kunne nemt forsvinde efter et valg, og så er det pludselig Socialdemokraternes dagsorden, der skal følges. Og den dagsorden inkluderer ikke umiddelbart et fornuftigt argument for, hvorfor TV2 blandt andet ikke må afbryde udsendelserne med reklamer, som det foregår på de konkurrerende kanaler. Medieordfører Mogens Jensen (S) siger til Ritzau:

“Jeg tror, at der er utrolig mange danskere, der lige præcis er glade for TV2, fordi de ikke er plastret til med reklamer, som f.eks. TV3 og SBS-kanalerne er.”

Altså et argument bestemt af følelser, ikke af fornuft.

Sagen er blot, at med det digitale sendenet kan konkurrencen kun blive hårdere, og den vil uværgeligt gå ud over TV2’s andel på markedet. Dermed vil TV2 stå endnu dårligere ved et salg, da det tilnærmelsesvis kan blive en bedre forretning for en ny spiller på markedet at starte helt fra bunden af.

Uanset hvordan flertallet er fordelt i folketinget, står TV2 til at blive en rigtig dårlig forretning for staten, hvis ikke man fra politisk hold imødekommer Eldrups og Liebst forslag.

Alternativt bør politikerne for alvor diskutere, hvad vi skal med TV2. Vil vi have endnu en public service-station à la DR, eller vil vi have en ligeværdig konkurrent på markedet, der kan blive solgt, så snart EU-kommissionen har afgjort de verserende sager?