Og så kommer Obama i øvrigt. Dét alene er en succes! Statsministeren glæder sig.

I virkeligheden er dette blogindlæg en spin-alarm, et forvarsel på den danske regerings konklusion af topmødet. Rergeringen har ganske enkelt ikke råd til en fiasko, og derfor vil en eventuel nedtur straks blive vendt til en succes.

Skal stå til regnskab
Siden topmødet blev aftalt, har Danmark nemlig fået en ny statsminister og en ny klimaminister. Særligt statsminister Lars Løkke Rasmussen er på mærkerne, da en fiasko i høj grad vil blive tolket af vælgerne som hans personlige nederlag.

Den forrige statsminister Anders Fogh Rasmussen havde bedre kunne tåle en fiasko. Han nød tidligere stor succes med et topmøde under Danmarks EU-formandskab i 2002, så han ville nemt kunne afvise, at det var hans skyld, hvis verdens ledere ikke nåede til enighed ved COP 15.

Lars Løkke har ikke noget særligt i baggagen i den sammenhæng, og han er derfor nødt til at vise vælgerne, at han har internationalt format uanset udfaldet af topmødet.

Statsministeren skal i øvrigt stå til regnskab på vegne af sin nyudnævnte klimaminister Lykke Friis. Som minister er hun hentet ind udefra, og hun har først for ganske nylig meldt sig ind i Venstre. Der vil være en række mf’ere fra Venstre, der vil føle sig ekstra forbigået, hvis ikke Lykke Friis kommer tørskoet igennem topmødet.

Forskel på succes og fiasko
For at kunne navigere i spin-junglen er det nødvendigt at kunne skelne mellem succes og fiasko ved topmødet. Fiaskoen er naturligvis først reel, hvis ikke succeskriterierne ikke bliver opfyldt.

Og hvad er så regeringens succeskriterier? Det fortæller udenrigsministeriet om på det officielle COP 15-website:

Regeringens ambition er, at aftalen skal omfatte så mange lande som muligt, og at den skal bidrage til at reducere udledningen af de menneskeskabte drivhusgasser, som påvirker vores klimasystem negativt.

Føler du dig også snydt?

Aftalen skal ifølge dette citat ikke nødvendigvis omfatte alle lande i verden, men blot så mange som muligt. Og den skal blot medvirke til en reduktion af udledningen af drivhusgasser — ikke nødvendigvis mere end aftalt i Kyoto-protokollen, som aftalen i København skal erstatte.

Ikke ét eneste ord om, hvor meget temperaturen må stige eller skal falde. Ikke et ord om hvor meget udledningen af drivhusgasser skal reduceres. Ikke et ord om tredjeverdenslande, ikke et ord om forskning i vedvarende energi eller lignende.

Der er en endnu mere diffus beskrivelse af målet for topmødet på Klimaministeriets website.

Med de mål er en succes nemt opnået.

Min facitliste for succes
Jeg vil dog prøve at sætte nogle realistiske mål for, hvornår klimatopmødet kan kaldes en succes, så vi har noget at navigere efter, når regeringen begynder at spinne. Lad os starte med nogle fakta.

Klimaaftalen i København er udset til at erstatte Kyoto-aftalen, der udløber i 2012. Nogle af de største CO2-syndere tiltrådte ikke Kyoto-aftalen, herunder Kina, Indien og USA. Flere officielle tekster fra den danske stat bruger ordet ambitiøs om målet for klimatopmødet. Her er en bid tekst fra den danske ambassade i Vietnam:

Den danske regerings overordnede mål er, at COP15 vil resultere i en ambitiøs global aftale som inkluderer alle verdens lande og som sætter ambitiøse mål for at reducere udledningen af globale drivhusgasser.

Og så er der straks mere krudt på. Ambitiøse mål for at reducere… og alle verdens lande.

Tidligere klimaminister Connie Hedegaard kommer også med et klart hint i et blogindlæg fra januar 2009, hvor hun causerer over vejen til en klimaaftale i København:

Men vi står over for en grøn revolution. En revolution, der faktisk kun har vindere. Om et år ved vi, om verden var i stand til at tage sig sammen. Det bør den være.

En grøn revolution…

Sidst hiver jeg lige et citat frem fra Klimaministeriet, der er postet på COP 15-sitet:

Udviklingen i verden, siden Kyoto-protokollen blev forhandlet i 1997, viser, at der er brug for en ny aftale.

Med disse ting in mente kan jeg nu opstille, hvad der bør være succeskriterierne for regeringen:

1 Aftalen skal begrænse udledningen af drivhusgasser markant mere end Kyoto-aftalen.
2 Aftalen skal underskrives alle lande.

Er disse to punkter ikke opfyldt, kan man med rette kalde klimatopmødet en fiasko, uanset hvor meget den danske regering vil fejre sin egen triumf i offentligheden.

Spørgsmålet er så nu, hvor meget du mener, der skal til, før regeringen kan kalde topmødet en succes?

Helt konkret fremhæver ministeren, at journalisterne interesserer sig mere for SF’s og elevorganisationernes kampagner for flere penge til undervisning end for ministerens egen Rambøll-undersøgelse, der beskriver den lave produktivitet i dele af undervisningssektoren.

Spørgsmålet er blot, om den interesseforskel gør de danske journalister røde. Nej, mener jeg, men Haarder har alligevel fat noget interessant.

Nyhedsmedierne har nemlig en tendens til at viderebringe holdninger fra dem, råber højest og mest skingert. Politik handler i medierne mindre og mindre om indhold, men mere om at nogen synes nogle andre er idioter. Og det interessante er, at der er skingre politikere i nyhederne fra hele paletten af holdninger – fra Villy Søvndal (SF) til Pia Kjærsgaard (DF).

For eksempel fik Søren Espersen (DF) for nylig entydigt ordet i samtlige danske nyhedsmedier, da han kaldte DR for latterlig i sin iscenesættelse af et fiktivt politisk parti i tv-serien “Forbrydelsen 2″. Journalisterne “glemte” helt i begejstring over Søren Espersens skarpe udtalelser at spørge, hvad han ville gøre for at mindske antallet af “røde lejesvende” i DR.

Selve ordet latterlig forekommer ofte i sammenhæng med Dansk Folkeparti, og det er et vinderord hos journalisterne, viser det sig. Senest er det Nobels Fredspris til Barack Obama, der er latterlig. Og det er ikke kun SF og DF, der glimrer med skingre indslag i medierne.

Her for et par dage siden mente Naser Khader (K), at en dokumentar om Danmark på den arabiske tv-station al-Jazeera kunne opflamme muslimernes sind imod Danmark. Det vurderede Khader på baggrund af en kort teaser for udsendelsen, og det gav spalteplads i aviserne. Efterfølgende vurderede en ekspert, at dokumentaren var ret uskyldig.

Helt galt går det, når journalisterne ikke tjekker fakta, og her kan Bertel Haarder have ret i sin kritik. Da ugens gymnasiestrejker blev omtalt, glemte journalisterne at tjekke om der rent faktisk er tale om de besparelser i undervisningen, som de unge påstår.

Værre er det, at Dansk Folkeparti igen kommer til orde på falsk grundlag. Hvis journalisten havde set den omdiskuterede dokumentar på al-Jazeera, ville han vide, at regeringen rent faktisk kommer til orde ved socialminister Karen Ellemann (V), selvom DF påstår det modsatte.

Det er muligt, at journalisterne er røde, men de arbejder professionelt, og jeg ser ingen tegn på, at deres egne holdninger kommer ud i nyhederne. Mange af mine henvisninger i dette indlæg er faktisk til fordel for højre side af den politiske midte.

Til gengæld er det tendentiøst, at politiske nyheder ikke kommer med forslag til udbedringer af de påståede problemer. Journalisterne glemmer ganske enkelt at stille dette meget vigtige spørgsmål til de medvirkende politikere: Hvad vil du gøre ved det?

Hvad vil Naser Khader gøre ved, at han er bekymret for, at en imam kan puste til ilden og sætte mellemøsten på den anden ende i forhold til Danmark? Hvad vil 3F-formand Poul Erik Skov Christensen gøre ved, at Venstre-ordfører Peter Christensen er en idiot? Hvad vil DF gøre ved, at Nobel-komitéen uddeler en latterlig fredspris til den amerikanske præsident?

I lighed med Bertel Haarder savner jeg en nuanceret dækning af politiske nyheder. Jeg savner de kritiske spørgsmål. Og mest af alt savner jeg, at journalisterne kontrollerer de fakta, som politikerne måtte komme med. I nyheden om elevstrejkerne kunne Haarders Rambøll-undersøgelse sagtens have indgået (med tilhørende kritiske spørgsmål til Haarder selv).

Skal der virkelig spares 1.020 kroner pr. elev i gymnasierne? Medvirker regeringen virkelig ikke i Danmark-dokumentaren på al-Jazeera? Kan man virkelig generalisere og kalde DR’s medarbejdere for “røde lejesvende” baseret på første afsnit af en dramaserie på 10 afsnit?

Spørgsmålene står ubesvaret.