Studievært Reimer Bo Christensen interviewede transportminister Lars Barfoed (K), og det kom til en diskussion om en bekendtgørelse om stationens placering.

Kort fortalt handler historien om, at den kommende Metrostation kommer til at ligge 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård end planlagt, hvilket angiveligt har forstyrret gravfreden. Op mod 500 historiske gravsteder er brutalt sløjfet af en bulldozer.

Hvem vidste noget? Og er tingene gået lovligt til?

Skænderi i bedste sendetid
Transportministeren har ansvaret, og Reimer Bo spurgte til ministerens bekendtgørelse om stationens placering.

Men ministeren har ikke stået for bekendtgørelsen, der omtaler Metrostationens placering. Det har København og Frederiksbergs kommuner, sagde Barfoed i den direkte nyhedsudsendelse.

Hvor er den så, spurgte Reimer Bo, og så startede diskussionen, som tilnærmelsesvis lignede et skænderi.

Barfoed bad studieværten, når han kom hjem efter udsendelsen, om at søge på København Kommunes website, for dér ligger bekendtgørelsen. Søg efter kommuneplantillæg og Metro Cityring, foreslog ministeren.

Reimer Bo holdt fast i sit. Bekendtgørelsen findes ikke, og selv folk, der er mere kyndige end ham selv, kan heller ikke finde den, påstod han.

Jeg fik ærligt talt intet ud af dét interview, så jeg afprøvede ministerens forslag. Og sørme om ikke dokumentet var første hit i Google.

Klokkeklar konklussion: Reimer Bo og hans mere kyndige folk kan ikke søge i Google.

Måske, for det stopper ikke her.

Læser man selve kommuneplantillæget, står der følgende:

“Transportministeren har på den baggrund udstedt to bekendtgørelser om henholdsvis ikrafttræden af loven, samt om placering og udformning af stationer og skakte m.m.”

Men transportminister Lars Barfoed har jo ikke udstedt nogen bekendtgørelse om placering af Metrostationen ved Nørrebros Runddel, påstod han i udsendelsen.

Endnu en klokkeklar konklussion: Transportministeren husker dårligt (eller også taler han usandt).

Under alle omstændigheder kunne Reimer Bo have lavet et bedre interview, hvis han var blevet klædt ordentligt på. Hvis blot hans researchere havde fundet kommuneplantillægget, så kunne han have fanget ministeren på det forkerte ben.

Det skete bare ikke, og så sad vi seere forvirrede tilbage, da indslaget i 21 Søndag var forbi.

Ærgerligt.

Som jeg har citeret i ovenstående indlæg, og som professor Claus Haagen Jensen ligeledes siger til Politiken, er det transportministeren, der skal bekendtgøre placeringen af Metrostationerne.

Det er stadig min opfattelse, at Reimer Bo  kunne have fanget Barfoed på det gale ben, hvis han havde fremhævet, at 21 Søndag sagtens kunne finde kommuneplantillægget, og at det ifølge dét er ministerens ansvar at bekendtgøre Metrostationens nye placering 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård.

I stedet lykkedes det transportministeren at få det til at fremstå som om, holdet bag 21 Søndag ikke kan finde ud af at søge på nettet.

Helt konkret fremhæver ministeren, at journalisterne interesserer sig mere for SF’s og elevorganisationernes kampagner for flere penge til undervisning end for ministerens egen Rambøll-undersøgelse, der beskriver den lave produktivitet i dele af undervisningssektoren.

Spørgsmålet er blot, om den interesseforskel gør de danske journalister røde. Nej, mener jeg, men Haarder har alligevel fat noget interessant.

Nyhedsmedierne har nemlig en tendens til at viderebringe holdninger fra dem, råber højest og mest skingert. Politik handler i medierne mindre og mindre om indhold, men mere om at nogen synes nogle andre er idioter. Og det interessante er, at der er skingre politikere i nyhederne fra hele paletten af holdninger – fra Villy Søvndal (SF) til Pia Kjærsgaard (DF).

For eksempel fik Søren Espersen (DF) for nylig entydigt ordet i samtlige danske nyhedsmedier, da han kaldte DR for latterlig i sin iscenesættelse af et fiktivt politisk parti i tv-serien “Forbrydelsen 2″. Journalisterne “glemte” helt i begejstring over Søren Espersens skarpe udtalelser at spørge, hvad han ville gøre for at mindske antallet af “røde lejesvende” i DR.

Selve ordet latterlig forekommer ofte i sammenhæng med Dansk Folkeparti, og det er et vinderord hos journalisterne, viser det sig. Senest er det Nobels Fredspris til Barack Obama, der er latterlig. Og det er ikke kun SF og DF, der glimrer med skingre indslag i medierne.

Her for et par dage siden mente Naser Khader (K), at en dokumentar om Danmark på den arabiske tv-station al-Jazeera kunne opflamme muslimernes sind imod Danmark. Det vurderede Khader på baggrund af en kort teaser for udsendelsen, og det gav spalteplads i aviserne. Efterfølgende vurderede en ekspert, at dokumentaren var ret uskyldig.

Helt galt går det, når journalisterne ikke tjekker fakta, og her kan Bertel Haarder have ret i sin kritik. Da ugens gymnasiestrejker blev omtalt, glemte journalisterne at tjekke om der rent faktisk er tale om de besparelser i undervisningen, som de unge påstår.

Værre er det, at Dansk Folkeparti igen kommer til orde på falsk grundlag. Hvis journalisten havde set den omdiskuterede dokumentar på al-Jazeera, ville han vide, at regeringen rent faktisk kommer til orde ved socialminister Karen Ellemann (V), selvom DF påstår det modsatte.

Det er muligt, at journalisterne er røde, men de arbejder professionelt, og jeg ser ingen tegn på, at deres egne holdninger kommer ud i nyhederne. Mange af mine henvisninger i dette indlæg er faktisk til fordel for højre side af den politiske midte.

Til gengæld er det tendentiøst, at politiske nyheder ikke kommer med forslag til udbedringer af de påståede problemer. Journalisterne glemmer ganske enkelt at stille dette meget vigtige spørgsmål til de medvirkende politikere: Hvad vil du gøre ved det?

Hvad vil Naser Khader gøre ved, at han er bekymret for, at en imam kan puste til ilden og sætte mellemøsten på den anden ende i forhold til Danmark? Hvad vil 3F-formand Poul Erik Skov Christensen gøre ved, at Venstre-ordfører Peter Christensen er en idiot? Hvad vil DF gøre ved, at Nobel-komitéen uddeler en latterlig fredspris til den amerikanske præsident?

I lighed med Bertel Haarder savner jeg en nuanceret dækning af politiske nyheder. Jeg savner de kritiske spørgsmål. Og mest af alt savner jeg, at journalisterne kontrollerer de fakta, som politikerne måtte komme med. I nyheden om elevstrejkerne kunne Haarders Rambøll-undersøgelse sagtens have indgået (med tilhørende kritiske spørgsmål til Haarder selv).

Skal der virkelig spares 1.020 kroner pr. elev i gymnasierne? Medvirker regeringen virkelig ikke i Danmark-dokumentaren på al-Jazeera? Kan man virkelig generalisere og kalde DR’s medarbejdere for “røde lejesvende” baseret på første afsnit af en dramaserie på 10 afsnit?

Spørgsmålene står ubesvaret.