Det kaldte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen de råd og nævn, som var skabt af skiftende Nyrup-regeringer i 1990′erne. Andre råd kender vi ved navn, Nordisk Råd, Ministerrådet, Rådet for større færdselssikkerhed.

Fælles for alle disse råd og nævn er, at de har stor troværdighed som kilder i de daglige nyhedsstrøm, da de i mange tilfælde er ekspertråd nedsat af offentlige myndigheder. Men hvor står Forbrugerrådet?

Det er ren spekulation, men mit bud er, at de fleste almindelige danskere ikke kender forskel på Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden, og det er måske ikke så underligt. En simple søgning på nettet viser, at Forbrugerrådet meget ofte optræder som kilde i forbrugerorienterede nyheder.

Til gengæld forekommer det yderst sjældent, at Forbrugerrådet bliver præsenteret ved dets formål. Organisationen skriver selv på dets website:

“Forbrugerrådet er en uafhængig forbrugerorganisation, der varetager alle forbrugeres interesser overfor erhvervsliv og myndigheder.”

Rådet er med andre ord en privat interesseorganisation, der udelukkende tjener forbrugernes interesse uden hensyn til, at de erhvervsdrivende også kan have ret i en sag.

Men hvilken læser gennemskuer det, når der i organisationens navn indgår ordet “råd”, og når organisationens talsmænd ofte optræder under titlerne “jurist” og “økonom”. Derved kommer Forbrugerrådet til at fremstå som eksperter i en forbrugersag i medierne.

I virkeligheden er Forbrugerrådet en partskilde, og det burde være mediernes pligt at gøre læseren opmærksom på det, når organisationen optræder i nyhederne. Hvordan skulle læserne ellers kunne udøve kildekritik, hvis ikke de kender kildernes reelle baggrund?

Jeg fremhæver Forbrugerrådet, selvom der også findes andre private interesseorganisationer, hvor ordet “råd” indgår. Advokatrådet og Finansrådet er to eksempler, men når disse optræder i medierne virker det mere tilfældigt, om de er beskrevet som private interesseorganisationer. Det skal selvfølgelig nævnes hver gang.

Desuden er det næsten dagligt, at Forbrugerrådet bliver brugt som kilde, og organisationen er nærmest fast gæst hver tirsdag aften i DR’s Kontant, hvor der vist næppe er tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Egentlig kunne det være interessant, hvis man spurgte danskerne om sammenhængen mellem Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet. Hvor mange ville mon gennemskue den?

En ting er sikkert. Journalisterne overalt i det danske mediebillede bør kende forskellen på Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet, når de udvælger sig kilder til forbrugerstof. Hvem er parter, og hvem er eksperter?

Og i al rimelighed bør journalisterne videreformidle den forskel, så ingen er i tvivl om, at Forbrugerrådet er en partskilde, der ikke arbejder for den mest retfærdige løsning i en given sag, men i stedet for den mest udbytterige løsning for den part, som organisationen repræsenterer.