Det er et fotografi, jeg har “lånt” fra dr.dk/Nyheder, som er DR’s nyhedsside på nettet. Men der er noget galt med billedet.

Lad os lige starte fra begyndelsen.

Billedet blev søndag den 3. januar 2009 brugt til at illustrere en historie om, at vinteren fortsætter. En rigtig søndagshistorie. Vi er ikke engang halvvejs gennem vinteren, og så er det en nyhed, at den fortsætter?

Nyheden er egentlig ligegyldig. Det er billedet, der er interessant, for DR har fjernet et par bygninger, der ligger lige på den anden side af vejen i forhold til Tycho Brahe Planetarium, der er i fokus.

Her er et billede, hvor kun farverne er manipuleret, og så står det måske mere klart, hvad det er for nogle bygninger, der ikke passer ind i DR’s virkelighed:

Kan du se det? Det er to bygninger, der i en dansk sammenhæng går under betegnelsen “skyskrabere”. Det ene tårn er en dobbelbygning, Hotel Scandic, der står lige ved siden af Planetariet, og det andet tårn er Radisson SAS Royal i baggrunden.

Godt nok er DR’s fotografi taget fra en anden vinkel, men de to bygninger rager så meget højere op end Planetariet, at de åbenbart skulle redigeres væk, inden billedet havnede på nyhedssiden på dr.dk.

Det er da også for galt, at nyhederne skal afspejle virkeligheden, når nu den redigerede virkelighed er meget pænere. Synes du ikke?

Liberal Alliance har dog valgt at spinne så åbenlyst, at man bliver helt rundtosset. Det handler om partilederrunden på DR i morgen aften efter kommunalvalget, hvor folketingets partier er indbudt til debat for partilederne.

Beklageligvis er Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, i Horsens, hvor han stiller op til byrådet og formentlig har en forestilling om, at hans stemme bliver afgørende, når borgmesterposten skal uddeles.

DR holder på den anden side fast i, at partilederrunden er for partiledere og ikke vikarer, så Liberal Alliance har lavet et uelegant krumspring for at få gratis taletid på landsdækkende tv.

Partiet udskifter ganske enkelt partilederen ud for en enkelt aften. Når valgaftenen er ovestået, hedder partilederen igen Anders Samuelsen.

Samuelsen selv kalder DR for latterlig i frustration over, at partiet ikke må stille med en vikar. Man kan dog spørge sig selv om, hvad det er ved ordet partileder, som Samuelsen ikke forstår?

Liberal Alliance kæmper konsekvent mod et æg i meningsmålingerne, så hvis partileder(?!?) Anders Samuelsen mener, han kan gøre mere gavn i Jylland, end at være den samlende skikkelse på tv, så er det bare ærgerligt. Her er ikke alene tale en gratis omgang. Liberal Alliance får en omgang direkte foræret af DR.

Det er ikke en menneskeret at få taletid på tv, og der er mange lister og lokale partier, der ikke engang er inviterede ind i DR’s studie.

Blandt disse er der oven i købet mange sjove partier, der stiller op ved kommunalvalget, og Liberal Alliance er åbenbart ét af dem — omend partiet nok hører til i den ufrivilligt morsomme kategori.

Hvis Liberal Alliance skulle have haft bedre succes med sin proformaordning, så skulle Samuelsen nok have tiet stille om det indtil onsdag morgen, når valget er overstået.

Det er faktisk så forsvindende få, der stemmer på Liberal Alliance, at partiet næppe er ligeså savnet i partilederrunden som Venstres partileder, Lars Løkke Rasmussen, der ligeledes har meldt afbud.

Mens Liberal Alliance skifter partileder, som andre skifter undertøj, så bliver det spændende at se, om partiet overhovedet har brug for en partileder efter næste folketingsvalg.

Det er kun retfærdigt, eftersom DR er dikteret fra politisk side til at udsende public service, mens befolkningen er tvunget til at betale. Indholdet er et offentligt anliggende.

Desværre har de danske medier kun fokus på, hvad højrenationalisterne og DR’s konkurrenter mener om den sag. For nationalisterne handler det om at tage spadestikket til den frie presses gravsted, mens det for konkurrenterne handler om mediebrugernes penge.

Senest er det Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, der klynker og forsøger at stække DR uden egentlig at kende de udsendelser i prime time, som han kritiserer.

Det usagte handler om, at dagbladene er i dyb krise. De vil nemlig tage penge for netnyheder. Samtidig har de svært ved at overbevise læserne om at betale for nyhederne, når nu de samme nyheder kan læses gratis på dr.dk.

Derfor synes dagbladene, at deres eneste våben er at udpege DR som syndebuk for deres egen manglende evne til at lave forretning på nettet. De mener, at hvis de kan udrydde DR som konkurrent, så bliver det mere spiseligt for deres læsere at betale for netnyheder.

Set fra den anden side
Desværre ser vi alt for sjældent debatten om DR’s indhold fra licensbetalernes side. Danskerne er nemlig tvangsindlagte til at betale for DR’s produkter, og prisen ligger i den dyre ende.

Som medieforbruger og licensbetaler vil jeg gerne have noget for mine penge, og jeg er glad for, at det ikke er chefredaktørerne på de danske dagblade, der bestemmer, hvad jeg skal se.

Jeg elsker X Factor, Talent og Aftenshowet. Min datter holder meget af MGP og Gepetto News, og jeg er blandt de 1,5 millioner danskere, der spændt venter på at få afsløret morderen i Forbrydelsen II. Desuden bliver jeg holdt dagligt opdateret af TV Avisen, der ikke er mindre farvet end Jyllands-Postens fornærmelser af et religiøst mindretal.

Licensbetalerens vinkel bliver bare aldrig taget op, når andre medier skriver om DR’s programindhold. Men måske skyldes det, at journalisterne er underlagt deres chefers vold — de samme chefer som helst så DR reduceret til Nyheder på tegnsprog og intellektuelle debatprogrammer i grimme lænestole.

P1 har længe været et flagskib inden for dansk radio, men lyttertallene har været vigende gennem mange år. DR har oven i købet erkendt, at P1 skal være journalistisk skarpere og have kortere udsendelser, hvis lyttertallene skal i vejret.

Men er tiden ikke løbet fra radio af P1’s slags?

Med denne diskussion mener jeg ikke, at P1 skal lægges i graven. Det skal blot tænkes ind i en moderne tidsalder.

Radio som koncept fungerer i tid. Dét, der kommer ud i højtaleren, starter ved nul og slutter x antal minutter og sekunder senere. Der er ingen startknap og heller ingen pauseknap. Beslutningen, om hvad der bliver sendt hvornår, er suverænt radiostationens.

Konceptet virker fint med musikradio, men i en nutidig hverdag duer det ikke for P1. P1 Morgen bliver afbrudt af unger, der skal i skole, mens man mister en vigtig pointe i Apropos, når telefonen på kontoret ringer.

For en entusiastisk ejer af en MP3-afspiller er muligheden for at lytte til podcasts afgørende. P1 udgiver allerede en lang række podcasts, og jeg kan høre mine yndlingsudsendelser, når jeg har tid. P1 er nemlig noget, man sætter sig ned og lytter til, ligesom man planter sin bag i sofaen for at se tv.

Med muligheden for at høre P1 som podcast har P1 som radio overflødiggjort sig selv. Var det ikke mere oplagt for politikerne at sende P1-radiokanalen i udbud i stedet for P2? På den måde mister lytterne ikke noget, da kataloget over udsendelser på P1 stadig er til rådighed — endda på en langt mere bekvemmelig måde.

Studievært Reimer Bo Christensen interviewede transportminister Lars Barfoed (K), og det kom til en diskussion om en bekendtgørelse om stationens placering.

Kort fortalt handler historien om, at den kommende Metrostation kommer til at ligge 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård end planlagt, hvilket angiveligt har forstyrret gravfreden. Op mod 500 historiske gravsteder er brutalt sløjfet af en bulldozer.

Hvem vidste noget? Og er tingene gået lovligt til?

Skænderi i bedste sendetid
Transportministeren har ansvaret, og Reimer Bo spurgte til ministerens bekendtgørelse om stationens placering.

Men ministeren har ikke stået for bekendtgørelsen, der omtaler Metrostationens placering. Det har København og Frederiksbergs kommuner, sagde Barfoed i den direkte nyhedsudsendelse.

Hvor er den så, spurgte Reimer Bo, og så startede diskussionen, som tilnærmelsesvis lignede et skænderi.

Barfoed bad studieværten, når han kom hjem efter udsendelsen, om at søge på København Kommunes website, for dér ligger bekendtgørelsen. Søg efter kommuneplantillæg og Metro Cityring, foreslog ministeren.

Reimer Bo holdt fast i sit. Bekendtgørelsen findes ikke, og selv folk, der er mere kyndige end ham selv, kan heller ikke finde den, påstod han.

Jeg fik ærligt talt intet ud af dét interview, så jeg afprøvede ministerens forslag. Og sørme om ikke dokumentet var første hit i Google.

Klokkeklar konklussion: Reimer Bo og hans mere kyndige folk kan ikke søge i Google.

Måske, for det stopper ikke her.

Læser man selve kommuneplantillæget, står der følgende:

“Transportministeren har på den baggrund udstedt to bekendtgørelser om henholdsvis ikrafttræden af loven, samt om placering og udformning af stationer og skakte m.m.”

Men transportminister Lars Barfoed har jo ikke udstedt nogen bekendtgørelse om placering af Metrostationen ved Nørrebros Runddel, påstod han i udsendelsen.

Endnu en klokkeklar konklussion: Transportministeren husker dårligt (eller også taler han usandt).

Under alle omstændigheder kunne Reimer Bo have lavet et bedre interview, hvis han var blevet klædt ordentligt på. Hvis blot hans researchere havde fundet kommuneplantillægget, så kunne han have fanget ministeren på det forkerte ben.

Det skete bare ikke, og så sad vi seere forvirrede tilbage, da indslaget i 21 Søndag var forbi.

Ærgerligt.

Som jeg har citeret i ovenstående indlæg, og som professor Claus Haagen Jensen ligeledes siger til Politiken, er det transportministeren, der skal bekendtgøre placeringen af Metrostationerne.

Det er stadig min opfattelse, at Reimer Bo  kunne have fanget Barfoed på det gale ben, hvis han havde fremhævet, at 21 Søndag sagtens kunne finde kommuneplantillægget, og at det ifølge dét er ministerens ansvar at bekendtgøre Metrostationens nye placering 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård.

I stedet lykkedes det transportministeren at få det til at fremstå som om, holdet bag 21 Søndag ikke kan finde ud af at søge på nettet.

Servicen hedder 1212 og er ikke nogen helt ny opfindelse, men klart den rigtige vej at involvere borgerne aktivt i nyhedsproduktionen. Hvem ved bedre om, hvad der rører sig i samfundet, end de mennesker, der færdes i samfundet?

Desværre har DR en arrogant holdning til de tip, de måtte få. Nyhedsredaktør i DR Lau Rabjerg-Eriksen forbereder allerede de hjælpsomme borgere på, at deres tip formentlig er ubrugelige.

“Vi vil være nødt til at skuffe nogle af borgerne med, at deres tip ikke er væsentligt, interessant eller principielt nok,” siger nyhedsredaktøren.

Den store licensbetalte medievirksomhed har meget at lære om taknemmelighed, og om hvordan man involverer lyttere, seere og læsere i nutidens nyhedsproduktion. Hvem gider spilde sin skarpe opmærksomhed eller mobilkamera på DR’s vegne, hvis man bare møder en høj mur af kritiske journalister?

TV2 har delvist lært lektien med sin 1234-service. Her kan borgerne sende sit nyhedsbillede og få det offentliggjort på nettet. Oftest strander borgernes nyheder dog dér i stedet for at blive inddraget i nyhedsproduktionen – om dét er en pris fra Journalisthøjskolen værd, kan diskuteres.

Skal borgerne involveres i nyhedsproduktionen, skal det gøre ordentligt og med taknemmelighed. CNN har allerede vist vejen med sin iReport. Sitet lader brugerne uploade deres fotografier og videoer. Nogle af dem bliver særligt udvalgt til en topplacering på sitets forside, mens andre ender på tv-skærmen.

Da et fly nødlandede i Hudson-floden vest for Manhattan tidligere i år, væltede det ind med fotografier og videoer fra øjenvidner. Godt nok rullede tv-kameraerne også, men de menige newyorkere var der først og kunne sende en strøm af vidnesbyrd til CNN via iReport.

TV2’s 1234 kunne være brugt på samme måde, især på stationens 24-timers nyhedskanal, TV2 News. Det sker jævnligt, at stationen fortæller en historie, som den ikke har billeder til. Sådan går det, når man vil være først 24 timer i døgnet, medmindre man netop gør brug af borgerne som nyhedsreportere. Det gør TV2 bare alt for sjældent.

DR’s nye tiltag, 1212, er desværre mere eller mindre fjendtlig indstillet overfor sine brugere. Det beror på en tankegang fra dengang, hvor nyheder blev produceret den ene dag og først udgivet i avisen den næste dag.

I dag kan nyhederne fortælles få minutter efter, de har fundet sted, og hvis DR vil have succes med borgerjournalistik, så skal konceptet omkring 1212 genovervejes.

Princippet kaldes noget for noget, og borgerne skal have noget for deres anstrengelser – for eksempel offentliggørelse af de indsendte mobilbilleder og en præmie for månedens nyhedstip.