Så sig dog “røv” i radioen!

SendemastDen tredje landsdækkende reklameradio er i gang med sin dødskamp. Radio 100FM er under konkursbegæring, skriver Business.dk

I bund og grund er det ærgerligt, at en endnu en kommerciel radio mister livet. Der er brug for landsdækkende radio, der rækker ud over DR’s fire kanaler.

Dels kan man skyde skylden på det politiske flertal, der syntes, at det var begavet at udbyde de to ledige kanaler på auktion. Bundresultatet for staten var for så vidt flot, men for de indtil videre fire radioer, der har forsøgt at tjene penge på at lave radio, endte det som et dårligt forretningsgrundlag.

Radio 100FM er det tredje tegn på, at tidligere kulturminister Brian Mikkelsen og partierne bag medieforliget i deres grådighed ikke formåede at give kommerciel radio et ordentligt økonomisk grundlag at fungere på.

På den anden side undrer det mig ikke, at lytterne – og dermed annoncørerne – ikke følger med over på Sky Radio, TV2 Radio, Radio 100FM eller Nova. Jovist, er der nogen, der gerne vil lytte til “alle de gode hits”, men ærlig talt er (og var) de fire radioers produkter noget ferske og uden et fast bid, der vil kunne holde de danske radiolyttere til højtaleren.

Der skal mere kant på radioproduktet, før det kan slå igennem for alvor. Det gælder både den musikalske formatering såvel som programmernes indhold.

Prøv at sige “røv” en gang i mellem og spil et nummer med Tom Waits eller Nirvana i stedet for “Greatest Hits of the 80’s”.

Prøv at fortælle den gode historie om en lille fynsk by, hvor borgerne står sammen for at få indført trafikreguleringer. Eller hvad med lave en ægte storbyreportage, hvor lille piercede Anna råber “røv” i Nordvest, og topstylede Christoffer speeddater på én eller anden fancy restaurant i Indre by.

Giv lytterne den wow-effekt, der mangler, og spar på de dumme quizzer, John Farnham og ligegyldig sniksnak. Det er ikke originalt, det giver et svagt brand, og det giver ikke noget at snakke om i frokoststuerne.

Indtil da må vi vænne os til radiokonkurserne, og den eneste “røv” vi hører om (på P3 og P4), er den, som kulturministeren får at trutte i.

Del med andre:
  • Facebook
  • Twitter
  • MySpace
  • LinkedIn
  • email
  • Print
    Læs også:
  1. Glem P2, send P1 i udbud

Hvad mener du?

Din kommentar