Mediebloggen

Om NLP eller her mangler en konklusion

NLP. Neurolingvistisk Programmering.

Programmering af noget med neuro… Det lugter lidt af hjernevask, tænkte jeg og begyndte at søge på nettet efter en uvildig forklaring på, hvad NLP i virkeligheden er for noget.

Fandt jeg så noget? Næh, men det kan skyldes et ekstremt vellykket forsøg på at forplumre danske søgeresultater om kritik af NLP.

Nu vises søgeresultater i Google forskelligt alt efter, hvad man har søgt på tidligere. Google gemmer din historik og forsøger udfra den at levere de søgeresultater, som er mest relevant for netop dig.

Derfor har jeg taget et screenshot af mine søgeresultater i stedet fot at linke til dem. Læg mærke til, at mange af resultaterne ligner hinanden til forveksling, og at de ligger på forskellige domæner:

En lidt mere præcis søgning afslører, at det er en Ole Ersgaard, der står bag disse mange søgeresultater. Ersgaard har nemlig postet det samme indlæg om og om igen, hver gang et website har udgivet en anmeldelse af bogen, “Vildveje i velfærdsstaten“.

Bogen indeholder angiveligt en kritik af NLP, og det er faldet Ersgaard så meget for brystet, at han har følt det nødvendigt at spamme samtlige websites, der omtaler bogen, og som giver mulighed for at poste kommentarer under artiklerne.

Ole Ersgaard omtaler sig selv på nettet som virksomhedskonsulent og uddannet erhvervsøkonom MDM, PD og i NLP og coaching. Særligt de to sidstnævnte giver ham et motiv for at forplumre søgeresultater, der handler om kritik af NLP.

Det er ikke lykkedes mig at verificere, hvad det er for nogle virksomheder Ersgaard arbejder for, ej heller hvorfra eller hvornår han har uddannet sig som erhversøkonom MDM og PD. Jeg er ikke helt overbevist.

Men som kommunikationsstrategi er det ret interessant, da det rent faktisk er lykkedes Ersgaard at forvirre Google så meget, at jeg ikke fandt, hvad jeg ledte efter. Enhver virksomhed, som møder offentlig kritik, vil kunne gøre brug af samme metode til at udrense negativ omtale, så længe der er et kommentarfelt under webartiklerne.

Til gengæld står jeg fuldstændig konklusionsløs tilbage:

Hvor finder jeg en troværdig kritik af NLP, og hvorfor er det nødvendigt for en NLP-praktiker som Ersgaard at sløre søgeresultater om kritik af NLP?

Hvem skylder penge til hvem?

De kendte står i kø for at flå SE og HØR hver gang, der bliver delt dårlig omtale ud. Senest er det komiker Amin Jensen, der tager det offentlige retsvæsen i brug mod det kulørte ugeblad.

I dag skal retten på Frederiksberg tage stilling til, om det skal koste 250.000 kroner at omtale komikeren som “psykisk nedbrudt”, selvom han var ved godt mod.

Amin Jensens påstand er, at han måtte aflyse flere optrædener på grund af omtalen, og det beløber sig til 250.000 kroner i tabt fortjeneste.

Pressenævnet har allerede taget stilling til sagen og udtaler kritik af SE og HØR for at krænke privatlivets fred ved omtalen af komikerens mentale tilstand.

Tilbage til de 250.000 kroner
Men de kulørte ugeblade lever af at sælge sladder om de kendte, og det virker som bekendt også den anden vej. De kendte lever af den publicity, som de får i sladderpressen.

Uden omtale ville Amin Jensen slet ikke være det navn, som danskerne betaler entrébilletter for at se optræde. Derfor kunne det være interessant, hvis det for en gang skyld var SE og HØR, der sagsøgte en kendt for god opførsel.

Det må immervæk koste i oplag, hvis Amin Jensen, Andrea Elisabeth Rudolph eller Anni Fønsby aldrig kunne beskrives som andet end nogle pæne mennesker, der har været ude med deres gamle mor og handle økologisk. Hvem gider læse dét?

Retten på Frederiksberg bør i hvert fald tage med i sin betragtning af sagen, at SE og HØR har været med til at give Amin Jensen et navn og dermed en indtægt som komiker.

Glem P2, send P1 i udbud

Mens politikerne overvejer, hvad de vil med P2, så kan vi andre jo diskutere, hvad vil skal med P1.

P1 har længe været et flagskib inden for dansk radio, men lyttertallene har været vigende gennem mange år. DR har oven i købet erkendt, at P1 skal være journalistisk skarpere og have kortere udsendelser, hvis lyttertallene skal i vejret.

Men er tiden ikke løbet fra radio af P1’s slags?

Med denne diskussion mener jeg ikke, at P1 skal lægges i graven. Det skal blot tænkes ind i en moderne tidsalder.

Radio som koncept fungerer i tid. Dét, der kommer ud i højtaleren, starter ved nul og slutter x antal minutter og sekunder senere. Der er ingen startknap og heller ingen pauseknap. Beslutningen, om hvad der bliver sendt hvornår, er suverænt radiostationens.

Konceptet virker fint med musikradio, men i en nutidig hverdag duer det ikke for P1. P1 Morgen bliver afbrudt af unger, der skal i skole, mens man mister en vigtig pointe i Apropos, når telefonen på kontoret ringer.

For en entusiastisk ejer af en MP3-afspiller er muligheden for at lytte til podcasts afgørende. P1 udgiver allerede en lang række podcasts, og jeg kan høre mine yndlingsudsendelser, når jeg har tid. P1 er nemlig noget, man sætter sig ned og lytter til, ligesom man planter sin bag i sofaen for at se tv.

Med muligheden for at høre P1 som podcast har P1 som radio overflødiggjort sig selv. Var det ikke mere oplagt for politikerne at sende P1-radiokanalen i udbud i stedet for P2? På den måde mister lytterne ikke noget, da kataloget over udsendelser på P1 stadig er til rådighed — endda på en langt mere bekvemmelig måde.

Verdensfjerne anmeldere

Nogle gange synes det for nemt at skrive en anmeldelse. Bare nedfæld nogle flabede tillægsord, og så glider der nogle lettjente penge ind på kontoen.

Risikoen er, at man som anmelder bliver udstillet som en lille gøende køter, hvis man ikke gør sig umage med analysen af det anmeldte.

Læs engang her, hvordan B.T.’s verdensfjerne anmelder, Kasper Vedsmand, indleder ugens kritik af “Forbrydelsen II”:

“Efter seks søvndyssende søndage, hvor Forbrydelsen II var i fuld gang med at kvæle sig selv i sit eget komplicerede spin, var der langt om længe bonus til de seere, der har trodset langgaberen og hængt på.”

Tv-seere er kendte for at have en løs finger på fjernbetjeningen, og de tøver ikke med at bruge den, hvis de keder sig. Det har blandt andre TV2 kedelig erfaring med.

De godt 1,5 millioner seere, der ser “Forbrydelsen II” hver uge, gider næppe kede sig søndag efter søndag, når de har 40 andre kanaler at vælge imellem.

Skulle der være seere, der har trodset langgaberen og hængt på, er de vist så få, at de kan lokaliseres til anmelder Kasper Vedsmands skrivebord på B.T.’s redaktion.