Public service fra licensbetalerens vinkel
Indholdet af DR’s medieprodukter er til evindelig diskussion i offentligheden.
Det er kun retfærdigt, eftersom DR er dikteret fra politisk side til at udsende public service, mens befolkningen er tvunget til at betale. Indholdet er et offentligt anliggende.
Desværre har de danske medier kun fokus på, hvad højrenationalisterne og DR’s konkurrenter mener om den sag. For nationalisterne handler det om at tage spadestikket til den frie presses gravsted, mens det for konkurrenterne handler om mediebrugernes penge.
Senest er det Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, der klynker og forsøger at stække DR uden egentlig at kende de udsendelser i prime time, som han kritiserer.
Det usagte handler om, at dagbladene er i dyb krise. De vil nemlig tage penge for netnyheder. Samtidig har de svært ved at overbevise læserne om at betale for nyhederne, når nu de samme nyheder kan læses gratis på dr.dk.
Derfor synes dagbladene, at deres eneste våben er at udpege DR som syndebuk for deres egen manglende evne til at lave forretning på nettet. De mener, at hvis de kan udrydde DR som konkurrent, så bliver det mere spiseligt for deres læsere at betale for netnyheder.
Set fra den anden side
Desværre ser vi alt for sjældent debatten om DR’s indhold fra licensbetalernes side. Danskerne er nemlig tvangsindlagte til at betale for DR’s produkter, og prisen ligger i den dyre ende.
Som medieforbruger og licensbetaler vil jeg gerne have noget for mine penge, og jeg er glad for, at det ikke er chefredaktørerne på de danske dagblade, der bestemmer, hvad jeg skal se.
Jeg elsker X Factor, Talent og Aftenshowet. Min datter holder meget af MGP og Gepetto News, og jeg er blandt de 1,5 millioner danskere, der spændt venter på at få afsløret morderen i Forbrydelsen II. Desuden bliver jeg holdt dagligt opdateret af TV Avisen, der ikke er mindre farvet end Jyllands-Postens fornærmelser af et religiøst mindretal.
Licensbetalerens vinkel bliver bare aldrig taget op, når andre medier skriver om DR’s programindhold. Men måske skyldes det, at journalisterne er underlagt deres chefers vold — de samme chefer som helst så DR reduceret til Nyheder på tegnsprog og intellektuelle debatprogrammer i grimme lænestole.
- Læs også:
- Glem P2, send P1 i udbud
- Slip TV2 fri i mediejunglen
- Send os dit tip, men vi bruger det ikke
- Reimer Bo kan ikke søge, Lars Barfoed kan ikke huske
Kategorier: Nyheder
Tags: DR, mediepolitik, netmedier, Public Service

