Er journalisterne røde?

Kommunistflag fra JordanJa, mener undervisningsminister Bertel Haarder (V) ifølge et debatindlæg i Politiken. Her agumenterer Venstre-politikeren for sit synspunkt udfra, at journalisterne ikke stiller spørgsmålstegn ved det offentliges produktivitet. Han beskylder ligefrem journalisterne for at være i lommen på de offentlige ansatte.

Helt konkret fremhæver ministeren, at journalisterne interesserer sig mere for SF’s og elevorganisationernes kampagner for flere penge til undervisning end for ministerens egen Rambøll-undersøgelse, der beskriver den lave produktivitet i dele af undervisningssektoren.

Spørgsmålet er blot, om den interesseforskel gør de danske journalister røde. Nej, mener jeg, men Haarder har alligevel fat noget interessant.

Nyhedsmedierne har nemlig en tendens til at viderebringe holdninger fra dem, råber højest og mest skingert. Politik handler i medierne mindre og mindre om indhold, men mere om at nogen synes nogle andre er idioter. Og det interessante er, at der er skingre politikere i nyhederne fra hele paletten af holdninger – fra Villy Søvndal (SF) til Pia Kjærsgaard (DF).

For eksempel fik Søren Espersen (DF) for nylig entydigt ordet i samtlige danske nyhedsmedier, da han kaldte DR for latterlig i sin iscenesættelse af et fiktivt politisk parti i tv-serien “Forbrydelsen 2″. Journalisterne “glemte” helt i begejstring over Søren Espersens skarpe udtalelser at spørge, hvad han ville gøre for at mindske antallet af “røde lejesvende” i DR.

Selve ordet latterlig forekommer ofte i sammenhæng med Dansk Folkeparti, og det er et vinderord hos journalisterne, viser det sig. Senest er det Nobels Fredspris til Barack Obama, der er latterlig. Og det er ikke kun SF og DF, der glimrer med skingre indslag i medierne.

Her for et par dage siden mente Naser Khader (K), at en dokumentar om Danmark på den arabiske tv-station al-Jazeera kunne opflamme muslimernes sind imod Danmark. Det vurderede Khader på baggrund af en kort teaser for udsendelsen, og det gav spalteplads i aviserne. Efterfølgende vurderede en ekspert, at dokumentaren var ret uskyldig.

Helt galt går det, når journalisterne ikke tjekker fakta, og her kan Bertel Haarder have ret i sin kritik. Da ugens gymnasiestrejker blev omtalt, glemte journalisterne at tjekke om der rent faktisk er tale om de besparelser i undervisningen, som de unge påstår.

Værre er det, at Dansk Folkeparti igen kommer til orde på falsk grundlag. Hvis journalisten havde set den omdiskuterede dokumentar på al-Jazeera, ville han vide, at regeringen rent faktisk kommer til orde ved socialminister Karen Ellemann (V), selvom DF påstår det modsatte.

Det er muligt, at journalisterne er røde, men de arbejder professionelt, og jeg ser ingen tegn på, at deres egne holdninger kommer ud i nyhederne. Mange af mine henvisninger i dette indlæg er faktisk til fordel for højre side af den politiske midte.

Til gengæld er det tendentiøst, at politiske nyheder ikke kommer med forslag til udbedringer af de påståede problemer. Journalisterne glemmer ganske enkelt at stille dette meget vigtige spørgsmål til de medvirkende politikere: Hvad vil du gøre ved det?

Hvad vil Naser Khader gøre ved, at han er bekymret for, at en imam kan puste til ilden og sætte mellemøsten på den anden ende i forhold til Danmark? Hvad vil 3F-formand Poul Erik Skov Christensen gøre ved, at Venstre-ordfører Peter Christensen er en idiot? Hvad vil DF gøre ved, at Nobel-komitéen uddeler en latterlig fredspris til den amerikanske præsident?

I lighed med Bertel Haarder savner jeg en nuanceret dækning af politiske nyheder. Jeg savner de kritiske spørgsmål. Og mest af alt savner jeg, at journalisterne kontrollerer de fakta, som politikerne måtte komme med. I nyheden om elevstrejkerne kunne Haarders Rambøll-undersøgelse sagtens have indgået (med tilhørende kritiske spørgsmål til Haarder selv).

Skal der virkelig spares 1.020 kroner pr. elev i gymnasierne? Medvirker regeringen virkelig ikke i Danmark-dokumentaren på al-Jazeera? Kan man virkelig generalisere og kalde DR’s medarbejdere for “røde lejesvende” baseret på første afsnit af en dramaserie på 10 afsnit?

Spørgsmålene står ubesvaret.

Del med andre:
  • Facebook
  • Twitter
  • MySpace
  • LinkedIn
  • email
  • Print

Hvad mener du?

Din kommentar