Spin – så åbenlyst at man bliver rundtosset
Spin, eller politisk kommunikation, går enten ud på at få en gratis omgang i medierne eller undgå en dyr omgang i medierne. Derfor ligger det i sagens natur, at man helst ikke skal afsløres i at spinne.
Liberal Alliance har dog valgt at spinne så åbenlyst, at man bliver helt rundtosset. Det handler om partilederrunden på DR i morgen aften efter kommunalvalget, hvor folketingets partier er indbudt til debat for partilederne.
Beklageligvis er Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, i Horsens, hvor han stiller op til byrådet og formentlig har en forestilling om, at hans stemme bliver afgørende, når borgmesterposten skal uddeles.
DR holder på den anden side fast i, at partilederrunden er for partiledere og ikke vikarer, så Liberal Alliance har lavet et uelegant krumspring for at få gratis taletid på landsdækkende tv.
Partiet udskifter ganske enkelt partilederen ud for en enkelt aften. Når valgaftenen er ovestået, hedder partilederen igen Anders Samuelsen.
Samuelsen selv kalder DR for latterlig i frustration over, at partiet ikke må stille med en vikar. Man kan dog spørge sig selv om, hvad det er ved ordet partileder, som Samuelsen ikke forstår?
Liberal Alliance kæmper konsekvent mod et æg i meningsmålingerne, så hvis partileder(?!?) Anders Samuelsen mener, han kan gøre mere gavn i Jylland, end at være den samlende skikkelse på tv, så er det bare ærgerligt. Her er ikke alene tale en gratis omgang. Liberal Alliance får en omgang direkte foræret af DR.
Det er ikke en menneskeret at få taletid på tv, og der er mange lister og lokale partier, der ikke engang er inviterede ind i DR’s studie.
Blandt disse er der oven i købet mange sjove partier, der stiller op ved kommunalvalget, og Liberal Alliance er åbenbart ét af dem — omend partiet nok hører til i den ufrivilligt morsomme kategori.
Hvis Liberal Alliance skulle have haft bedre succes med sin proformaordning, så skulle Samuelsen nok have tiet stille om det indtil onsdag morgen, når valget er overstået.
Det er faktisk så forsvindende få, der stemmer på Liberal Alliance, at partiet næppe er ligeså savnet i partilederrunden som Venstres partileder, Lars Løkke Rasmussen, der ligeledes har meldt afbud.
Mens Liberal Alliance skifter partileder, som andre skifter undertøj, så bliver det spændende at se, om partiet overhovedet har brug for en partileder efter næste folketingsvalg.
Tilføjelse, den 17. november 2009
Nu er partilederrunden på DR helt aflyst, da et maveonde har sendt Socialdemokratiets partileder, Helle Thorning-Schmidt, i pit stop. Liberal Alliances lederskifte endte altså i stor ståhej for ingenting.
- Læs også:
- Spin-alarm! Windows 7 storsælger

