Det er et fotografi, jeg har “lånt” fra dr.dk/Nyheder, som er DR’s nyhedsside på nettet. Men der er noget galt med billedet.

Lad os lige starte fra begyndelsen.

Billedet blev søndag den 3. januar 2009 brugt til at illustrere en historie om, at vinteren fortsætter. En rigtig søndagshistorie. Vi er ikke engang halvvejs gennem vinteren, og så er det en nyhed, at den fortsætter?

Nyheden er egentlig ligegyldig. Det er billedet, der er interessant, for DR har fjernet et par bygninger, der ligger lige på den anden side af vejen i forhold til Tycho Brahe Planetarium, der er i fokus.

Her er et billede, hvor kun farverne er manipuleret, og så står det måske mere klart, hvad det er for nogle bygninger, der ikke passer ind i DR’s virkelighed:

Kan du se det? Det er to bygninger, der i en dansk sammenhæng går under betegnelsen “skyskrabere”. Det ene tårn er en dobbelbygning, Hotel Scandic, der står lige ved siden af Planetariet, og det andet tårn er Radisson SAS Royal i baggrunden.

Godt nok er DR’s fotografi taget fra en anden vinkel, men de to bygninger rager så meget højere op end Planetariet, at de åbenbart skulle redigeres væk, inden billedet havnede på nyhedssiden på dr.dk.

Det er da også for galt, at nyhederne skal afspejle virkeligheden, når nu den redigerede virkelighed er meget pænere. Synes du ikke?

Tydeligvis et sikkerhedsproblem i luften, men der er noget ved det tilhørende fotografi, der får mig til at tro, at Berlingske Tidende ukritisk har videredistribueret et manipuleret billede.

Se godt på billedet, som kan være sensationelt nok, hvis det ellers er ægte:

For det første ser manden unaturlig stor ud. Ganske vidst findes der mennesker i den vægtklasse, men han er flere hoveder højere end andre passagerer. Jovidst, det beviser ingenting, men så tag et kig på mandens stoleryg, her forstørret op:

Stoleryggen er ude af fokus i forhold til stoleryggen til hans venstre side og stoleryggen bag ham. Et typisk symptom på billedmanipulation. Og har du lagt mærke til én ting mere?

Den fede mand sidder på armlænet. Det kan næppe være behageligt og mindst lige så ubehageligt for journalisten på Rejseliv.dk (Årets Rejseskribent 2008), der har viderebragt historien ukritisk.

Jeg påstår ikke, at historien og billedet ikke er ægte. Jeg påpeger blot, at historien med overvejende sandsynlighed er en and og billedet med samme sandsynlighed er manipuleret.

Det betyder, at det er ulovligt at afsløre personens identitet i forbindelse med den pågældende sag. Navnet må hverken offentliggøres, ej heller må man kunne genkende personen udfra beskrivelser eller billeder.

I dag er BT.dk udkommet med en kriminalhistorie, hvor den sigtede hovedperson er underlagt et navneforbud. Det må B.T. godt, så længe læseren ikke kan identificere personen på nogen måde i hverken artiklen eller det tilhørende fotografi.

Et navneforbud overtrædes også, hvis man sammenholder to artikler fra samme trykte medie og på den måde kan identificere personen, men gælder det også netmedier?

I artiklen på BT.dk kan man læse, at der er tale om en person, der er kendt i offentligheden, så jeg gik ud fra, at personen tidligere har optrådt med både navn og billede i danske medier, inklusive BT.dk.

Jeg søgte derfor lidt rundt på B.T.’s website, og se hvad jeg fandt:

De to artikler handler om to forskellige kriminalsager. I artiklen til venstre, som er udgivet i dag, er der nedlagt navneforbud, så B.T. har valgt at sløre mandens ansigt.

I artiklen til højre, som er fra 6. marts 2009, er der ikke nedlagt navneforbud, og her optræder manden med sin fulde identitet i både artikelteksten og på billedet. Jeg har dog valgt at sløre mandens ansigt på artiklen til højre.

Jeg ved ikke med sikkerhed, om der er tale om den samme mand i de to artikler, da vi ikke kender navnet på manden i artiklen med navneforbuddet.

Men jeg kan konstatere, at de to mænd bærer ens tøj og er fotograferet i samme lokaliteter.

Spørgsmålet er, om der også er tale om en overtrædelse af navneforbuddet, når man kan sammenholde to artikler på samme netmedie og derudfra identificere personen? Hvad siger du, og hvad siger dommeren?

Det er kun retfærdigt, eftersom DR er dikteret fra politisk side til at udsende public service, mens befolkningen er tvunget til at betale. Indholdet er et offentligt anliggende.

Desværre har de danske medier kun fokus på, hvad højrenationalisterne og DR’s konkurrenter mener om den sag. For nationalisterne handler det om at tage spadestikket til den frie presses gravsted, mens det for konkurrenterne handler om mediebrugernes penge.

Senest er det Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, der klynker og forsøger at stække DR uden egentlig at kende de udsendelser i prime time, som han kritiserer.

Det usagte handler om, at dagbladene er i dyb krise. De vil nemlig tage penge for netnyheder. Samtidig har de svært ved at overbevise læserne om at betale for nyhederne, når nu de samme nyheder kan læses gratis på dr.dk.

Derfor synes dagbladene, at deres eneste våben er at udpege DR som syndebuk for deres egen manglende evne til at lave forretning på nettet. De mener, at hvis de kan udrydde DR som konkurrent, så bliver det mere spiseligt for deres læsere at betale for netnyheder.

Set fra den anden side
Desværre ser vi alt for sjældent debatten om DR’s indhold fra licensbetalernes side. Danskerne er nemlig tvangsindlagte til at betale for DR’s produkter, og prisen ligger i den dyre ende.

Som medieforbruger og licensbetaler vil jeg gerne have noget for mine penge, og jeg er glad for, at det ikke er chefredaktørerne på de danske dagblade, der bestemmer, hvad jeg skal se.

Jeg elsker X Factor, Talent og Aftenshowet. Min datter holder meget af MGP og Gepetto News, og jeg er blandt de 1,5 millioner danskere, der spændt venter på at få afsløret morderen i Forbrydelsen II. Desuden bliver jeg holdt dagligt opdateret af TV Avisen, der ikke er mindre farvet end Jyllands-Postens fornærmelser af et religiøst mindretal.

Licensbetalerens vinkel bliver bare aldrig taget op, når andre medier skriver om DR’s programindhold. Men måske skyldes det, at journalisterne er underlagt deres chefers vold — de samme chefer som helst så DR reduceret til Nyheder på tegnsprog og intellektuelle debatprogrammer i grimme lænestole.

Studievært Reimer Bo Christensen interviewede transportminister Lars Barfoed (K), og det kom til en diskussion om en bekendtgørelse om stationens placering.

Kort fortalt handler historien om, at den kommende Metrostation kommer til at ligge 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård end planlagt, hvilket angiveligt har forstyrret gravfreden. Op mod 500 historiske gravsteder er brutalt sløjfet af en bulldozer.

Hvem vidste noget? Og er tingene gået lovligt til?

Skænderi i bedste sendetid
Transportministeren har ansvaret, og Reimer Bo spurgte til ministerens bekendtgørelse om stationens placering.

Men ministeren har ikke stået for bekendtgørelsen, der omtaler Metrostationens placering. Det har København og Frederiksbergs kommuner, sagde Barfoed i den direkte nyhedsudsendelse.

Hvor er den så, spurgte Reimer Bo, og så startede diskussionen, som tilnærmelsesvis lignede et skænderi.

Barfoed bad studieværten, når han kom hjem efter udsendelsen, om at søge på København Kommunes website, for dér ligger bekendtgørelsen. Søg efter kommuneplantillæg og Metro Cityring, foreslog ministeren.

Reimer Bo holdt fast i sit. Bekendtgørelsen findes ikke, og selv folk, der er mere kyndige end ham selv, kan heller ikke finde den, påstod han.

Jeg fik ærligt talt intet ud af dét interview, så jeg afprøvede ministerens forslag. Og sørme om ikke dokumentet var første hit i Google.

Klokkeklar konklussion: Reimer Bo og hans mere kyndige folk kan ikke søge i Google.

Måske, for det stopper ikke her.

Læser man selve kommuneplantillæget, står der følgende:

“Transportministeren har på den baggrund udstedt to bekendtgørelser om henholdsvis ikrafttræden af loven, samt om placering og udformning af stationer og skakte m.m.”

Men transportminister Lars Barfoed har jo ikke udstedt nogen bekendtgørelse om placering af Metrostationen ved Nørrebros Runddel, påstod han i udsendelsen.

Endnu en klokkeklar konklussion: Transportministeren husker dårligt (eller også taler han usandt).

Under alle omstændigheder kunne Reimer Bo have lavet et bedre interview, hvis han var blevet klædt ordentligt på. Hvis blot hans researchere havde fundet kommuneplantillægget, så kunne han have fanget ministeren på det forkerte ben.

Det skete bare ikke, og så sad vi seere forvirrede tilbage, da indslaget i 21 Søndag var forbi.

Ærgerligt.

Som jeg har citeret i ovenstående indlæg, og som professor Claus Haagen Jensen ligeledes siger til Politiken, er det transportministeren, der skal bekendtgøre placeringen af Metrostationerne.

Det er stadig min opfattelse, at Reimer Bo  kunne have fanget Barfoed på det gale ben, hvis han havde fremhævet, at 21 Søndag sagtens kunne finde kommuneplantillægget, og at det ifølge dét er ministerens ansvar at bekendtgøre Metrostationens nye placering 40 meter længere inde på Assistens Kirkegård.

I stedet lykkedes det transportministeren at få det til at fremstå som om, holdet bag 21 Søndag ikke kan finde ud af at søge på nettet.

Det kaldte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen de råd og nævn, som var skabt af skiftende Nyrup-regeringer i 1990′erne. Andre råd kender vi ved navn, Nordisk Råd, Ministerrådet, Rådet for større færdselssikkerhed.

Fælles for alle disse råd og nævn er, at de har stor troværdighed som kilder i de daglige nyhedsstrøm, da de i mange tilfælde er ekspertråd nedsat af offentlige myndigheder. Men hvor står Forbrugerrådet?

Det er ren spekulation, men mit bud er, at de fleste almindelige danskere ikke kender forskel på Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden, og det er måske ikke så underligt. En simple søgning på nettet viser, at Forbrugerrådet meget ofte optræder som kilde i forbrugerorienterede nyheder.

Til gengæld forekommer det yderst sjældent, at Forbrugerrådet bliver præsenteret ved dets formål. Organisationen skriver selv på dets website:

“Forbrugerrådet er en uafhængig forbrugerorganisation, der varetager alle forbrugeres interesser overfor erhvervsliv og myndigheder.”

Rådet er med andre ord en privat interesseorganisation, der udelukkende tjener forbrugernes interesse uden hensyn til, at de erhvervsdrivende også kan have ret i en sag.

Men hvilken læser gennemskuer det, når der i organisationens navn indgår ordet “råd”, og når organisationens talsmænd ofte optræder under titlerne “jurist” og “økonom”. Derved kommer Forbrugerrådet til at fremstå som eksperter i en forbrugersag i medierne.

I virkeligheden er Forbrugerrådet en partskilde, og det burde være mediernes pligt at gøre læseren opmærksom på det, når organisationen optræder i nyhederne. Hvordan skulle læserne ellers kunne udøve kildekritik, hvis ikke de kender kildernes reelle baggrund?

Jeg fremhæver Forbrugerrådet, selvom der også findes andre private interesseorganisationer, hvor ordet “råd” indgår. Advokatrådet og Finansrådet er to eksempler, men når disse optræder i medierne virker det mere tilfældigt, om de er beskrevet som private interesseorganisationer. Det skal selvfølgelig nævnes hver gang.

Desuden er det næsten dagligt, at Forbrugerrådet bliver brugt som kilde, og organisationen er nærmest fast gæst hver tirsdag aften i DR’s Kontant, hvor der vist næppe er tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Egentlig kunne det være interessant, hvis man spurgte danskerne om sammenhængen mellem Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet. Hvor mange ville mon gennemskue den?

En ting er sikkert. Journalisterne overalt i det danske mediebillede bør kende forskellen på Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet, når de udvælger sig kilder til forbrugerstof. Hvem er parter, og hvem er eksperter?

Og i al rimelighed bør journalisterne videreformidle den forskel, så ingen er i tvivl om, at Forbrugerrådet er en partskilde, der ikke arbejder for den mest retfærdige løsning i en given sag, men i stedet for den mest udbytterige løsning for den part, som organisationen repræsenterer.

Helt konkret fremhæver ministeren, at journalisterne interesserer sig mere for SF’s og elevorganisationernes kampagner for flere penge til undervisning end for ministerens egen Rambøll-undersøgelse, der beskriver den lave produktivitet i dele af undervisningssektoren.

Spørgsmålet er blot, om den interesseforskel gør de danske journalister røde. Nej, mener jeg, men Haarder har alligevel fat noget interessant.

Nyhedsmedierne har nemlig en tendens til at viderebringe holdninger fra dem, råber højest og mest skingert. Politik handler i medierne mindre og mindre om indhold, men mere om at nogen synes nogle andre er idioter. Og det interessante er, at der er skingre politikere i nyhederne fra hele paletten af holdninger – fra Villy Søvndal (SF) til Pia Kjærsgaard (DF).

For eksempel fik Søren Espersen (DF) for nylig entydigt ordet i samtlige danske nyhedsmedier, da han kaldte DR for latterlig i sin iscenesættelse af et fiktivt politisk parti i tv-serien “Forbrydelsen 2″. Journalisterne “glemte” helt i begejstring over Søren Espersens skarpe udtalelser at spørge, hvad han ville gøre for at mindske antallet af “røde lejesvende” i DR.

Selve ordet latterlig forekommer ofte i sammenhæng med Dansk Folkeparti, og det er et vinderord hos journalisterne, viser det sig. Senest er det Nobels Fredspris til Barack Obama, der er latterlig. Og det er ikke kun SF og DF, der glimrer med skingre indslag i medierne.

Her for et par dage siden mente Naser Khader (K), at en dokumentar om Danmark på den arabiske tv-station al-Jazeera kunne opflamme muslimernes sind imod Danmark. Det vurderede Khader på baggrund af en kort teaser for udsendelsen, og det gav spalteplads i aviserne. Efterfølgende vurderede en ekspert, at dokumentaren var ret uskyldig.

Helt galt går det, når journalisterne ikke tjekker fakta, og her kan Bertel Haarder have ret i sin kritik. Da ugens gymnasiestrejker blev omtalt, glemte journalisterne at tjekke om der rent faktisk er tale om de besparelser i undervisningen, som de unge påstår.

Værre er det, at Dansk Folkeparti igen kommer til orde på falsk grundlag. Hvis journalisten havde set den omdiskuterede dokumentar på al-Jazeera, ville han vide, at regeringen rent faktisk kommer til orde ved socialminister Karen Ellemann (V), selvom DF påstår det modsatte.

Det er muligt, at journalisterne er røde, men de arbejder professionelt, og jeg ser ingen tegn på, at deres egne holdninger kommer ud i nyhederne. Mange af mine henvisninger i dette indlæg er faktisk til fordel for højre side af den politiske midte.

Til gengæld er det tendentiøst, at politiske nyheder ikke kommer med forslag til udbedringer af de påståede problemer. Journalisterne glemmer ganske enkelt at stille dette meget vigtige spørgsmål til de medvirkende politikere: Hvad vil du gøre ved det?

Hvad vil Naser Khader gøre ved, at han er bekymret for, at en imam kan puste til ilden og sætte mellemøsten på den anden ende i forhold til Danmark? Hvad vil 3F-formand Poul Erik Skov Christensen gøre ved, at Venstre-ordfører Peter Christensen er en idiot? Hvad vil DF gøre ved, at Nobel-komitéen uddeler en latterlig fredspris til den amerikanske præsident?

I lighed med Bertel Haarder savner jeg en nuanceret dækning af politiske nyheder. Jeg savner de kritiske spørgsmål. Og mest af alt savner jeg, at journalisterne kontrollerer de fakta, som politikerne måtte komme med. I nyheden om elevstrejkerne kunne Haarders Rambøll-undersøgelse sagtens have indgået (med tilhørende kritiske spørgsmål til Haarder selv).

Skal der virkelig spares 1.020 kroner pr. elev i gymnasierne? Medvirker regeringen virkelig ikke i Danmark-dokumentaren på al-Jazeera? Kan man virkelig generalisere og kalde DR’s medarbejdere for “røde lejesvende” baseret på første afsnit af en dramaserie på 10 afsnit?

Spørgsmålene står ubesvaret.

Servicen hedder 1212 og er ikke nogen helt ny opfindelse, men klart den rigtige vej at involvere borgerne aktivt i nyhedsproduktionen. Hvem ved bedre om, hvad der rører sig i samfundet, end de mennesker, der færdes i samfundet?

Desværre har DR en arrogant holdning til de tip, de måtte få. Nyhedsredaktør i DR Lau Rabjerg-Eriksen forbereder allerede de hjælpsomme borgere på, at deres tip formentlig er ubrugelige.

“Vi vil være nødt til at skuffe nogle af borgerne med, at deres tip ikke er væsentligt, interessant eller principielt nok,” siger nyhedsredaktøren.

Den store licensbetalte medievirksomhed har meget at lære om taknemmelighed, og om hvordan man involverer lyttere, seere og læsere i nutidens nyhedsproduktion. Hvem gider spilde sin skarpe opmærksomhed eller mobilkamera på DR’s vegne, hvis man bare møder en høj mur af kritiske journalister?

TV2 har delvist lært lektien med sin 1234-service. Her kan borgerne sende sit nyhedsbillede og få det offentliggjort på nettet. Oftest strander borgernes nyheder dog dér i stedet for at blive inddraget i nyhedsproduktionen – om dét er en pris fra Journalisthøjskolen værd, kan diskuteres.

Skal borgerne involveres i nyhedsproduktionen, skal det gøre ordentligt og med taknemmelighed. CNN har allerede vist vejen med sin iReport. Sitet lader brugerne uploade deres fotografier og videoer. Nogle af dem bliver særligt udvalgt til en topplacering på sitets forside, mens andre ender på tv-skærmen.

Da et fly nødlandede i Hudson-floden vest for Manhattan tidligere i år, væltede det ind med fotografier og videoer fra øjenvidner. Godt nok rullede tv-kameraerne også, men de menige newyorkere var der først og kunne sende en strøm af vidnesbyrd til CNN via iReport.

TV2’s 1234 kunne være brugt på samme måde, især på stationens 24-timers nyhedskanal, TV2 News. Det sker jævnligt, at stationen fortæller en historie, som den ikke har billeder til. Sådan går det, når man vil være først 24 timer i døgnet, medmindre man netop gør brug af borgerne som nyhedsreportere. Det gør TV2 bare alt for sjældent.

DR’s nye tiltag, 1212, er desværre mere eller mindre fjendtlig indstillet overfor sine brugere. Det beror på en tankegang fra dengang, hvor nyheder blev produceret den ene dag og først udgivet i avisen den næste dag.

I dag kan nyhederne fortælles få minutter efter, de har fundet sted, og hvis DR vil have succes med borgerjournalistik, så skal konceptet omkring 1212 genovervejes.

Princippet kaldes noget for noget, og borgerne skal have noget for deres anstrengelser – for eksempel offentliggørelse af de indsendte mobilbilleder og en præmie for månedens nyhedstip.